Der er ved at ske store ting på Sørlandet indenfor filmproduktion. Animationsselskabet Qvisten Animation er i gang med at flytte et 1000 kvm stortstudio ind i Dyreparken i Kristiansand lige ved siden af den fysiske Kardemomme by for at lave en animeret spillefilm over historien ”Folk og røvere i Kardemomme by. Dokumentaren tager os med ind bag kulisserne bag en storsatsning på animation på Sørlandet, en satsning, som uden tvivl får ringvirkninger.
Bag hver udvisning ligger der personlige historier og store personlige omkostninger. «Flyplassmannen» er en kompliceret historie såvel for de involverede, som filmskaberne og yderligere kompliceret på grund af Coronasituationen. Arlen Khadaa har lavet sig et hjem i et hjørne af den internationale del af flyplassen i Kirgisistan. Her har han boet det sidste år. Han har levet af flypladsmad, men efter Coronaen lukkede flypladsen er der kun en kiosk åben, så nu er det kun muligt at få lidt frugt og brød.
Det er efter næsten to år lykkedes for hans advokat, familie og deres venner i Kristiansand at overbevise myndighederne om, at han er statsløs. Arlen er netop kommet hjem til familien.
Regissørens familie flytter efter en del år i Telemark til Danmark. I de sidste år har der været mange rejser på grund af jobs i Lillehammer, Danmark mv. Noget som ikke helt passer regisørens energibevidste kone. For der må gøres noget ved vores forbrug af energi, hvis kloden skal overleve på sigt. Derfor har hun fundet et miljø- og energirigtigt bosted i Danmark. Problemet er bare at 1. stedet ikke er færdigt til indflytning som lovet. 2. deres fælles teenagedatter absolut ikke synes, at dette er fedt – hun vil bare være popstjerne og helst metallisk – længst muligt væk fra morens operajob. For hende er rejsen til Danmark måske et skridt nærmere sangerdrømmen, men samtidig er det nye bosted kun utopia – hvad skal hun ude på landet i Danmark i et energirigtigt hus? Egentlig er det jo datterens fremtid på en ikke alt for ødelagt jord moren slås for, men ønsker datteren det?
Flytningen bliver ikke så enkel som forventet. Projektet bliver ikke færdigt som lovet og heller ikke til prisen. Familien flytter 7 gange på to år og kærligheden sættes på prøve, men holder også familien sammen.
Det er første gang Erlend Mo sætter fokus på sin egen familie, men her er helt uden tvivl stærke karakterer også i resten af søskendeflokken. De er artikulerede samtidig med, at de har glæden over sangen, kunst mv. tilfælles. Samt en grundlæggende kærlighed.
Lettjente penge er fristende, især når man ikke gør noget ulovligt, mens man tjener dem. Bitcoins har vist sig at være et betalingsmiddel, som gennem længere tid er øget i værdi. Der må da findes andre lige så gode kryptovalutaer derude.
Dokumentarfilmen Hype, humbug og hundre og femti milliarder (arbejdstitel) fortæller om, hvordan folks manglende kundskab om ny teknologi, kombineret med menneskets iboende grådighed og ønske om hurtig rigdom udnyttes af kriminelle verden over.
«Dette er også vårt land» selvom man har svært ved at tro det, når man læser om de norske jøders historie. Grundloven af 1814 havde en særlig jødeparagraf, som hindrede jøder i at bosætte sig i Norge. Denne blev først ophævet i 1852. Men det har ikke nødvendigvis medført accept i samfundet. Det norske politi hjalp således tyskerne med at eksportere de norske jøder til koncentrationslejrene i Tyskland og de overlevende fik ikke lov til at komme med de hvide busser tilbage til Norge. Som konsekvens blev stort set alle skudt i krigens sidste dage. De få overlevende samt de der lykkedes at flygte til Norge vendte tilbage for at opdage, at de ikke bare havde mistet store dele af deres familie, men også, at deres arv var konfiskeret og solgt. Til med kom de til at betale skatter og afgifter for slægtninge, som var døde i koncentrationslejre. Ole Tellefsen kaster sig over endnu et af Norgeshistoriens sorte kapitler.
Regissøren har gennem en årrække fulgt 4 ugandiske piger som udgangspunkt har været på samme skole. Alle har de drømme om uddannelse, selvstændighed, ligeret for kvinder. Det er ikke en selvfølge plantet som de er mellem den afrikanske og vestlige virkelighed. Men de gør tør tale åbent om deres drømme og slås for dem.
Abdu er 21 år og flygtning fra Somalia med såvel en fortid i Somalia, som en flugthistorie fuld af overgreb. På trods af hans forhistorie var der ingen, som tog sig af ham og hans traumer – og Abdu havde hurtigt i det kriminelle miljø, som gerne ville inkludere ham.
Abdus historie er en historie til eftertanke – en opvækst som den han har været udsat for skaber ikke grobund for et godt voksenliv med mindre man får behandling omsorg og lærer, at man er noget værd – ellers ender man næsten med garanti i det kriminelle miljø – og som en del af den statistik, som bruges mod at få flere flygtninge og indvandrere til landet.
Abdu er intelligent og kunne sagtens have taget en uddannelse og bidraget positivt til samfundet. Er det hans skyld, at det ikke er sådan? Eller burde der være et bedre integreringssystem, som ser især børnene, som enkeltindivider med de problemer de har fået med sig.
Enklere bliver det jo ikke, når man havner i et kulturelt krydsfeltet.
En selvstændig fortsættelse af Nocturnal Journey – hvad sker i årene 18 – 22 år. Hvornår bliver man voksen, finder ud af, hvem man egentlig er og tager ansvar. Når 22.juli rammer i netop denne alder findes der så redskaber til at takle sorg eller kan man bare handle i agression? Vi følger 3 forskellige karakterer i 3 forskellige miljøer, men med fælles udgangspunkt.
Som Nocturnal Journey er dette en vældig personlig film.
Bag hver udvisning ligger der personlige historier og store personlige omkostninger. «Flyplassmannen» er en kompliceret historie såvel for de involverede, som filmskaberne og yderligere kompliceret på grund af Coronasituationen. Arlen Khadaa har lavet sig et hjem i et hjørne af den internationale del af flyplassen i Kirgisistan. Her har han boet det sidste år. Han har levet af flypladsmad, men efter Coronaen lukkede flypladsen er der kun en kiosk åben, så nu er det kun muligt at få lidt frugt og brød. Spørgsmålet er om det lykkes hans familie og deres venner i Kristiansand at overbevise myndighederne om, at han er statsløs, at han risikerer fængsel i Kirgisistan, hvis han går ud af lufthavnen og at han kommer til at dø, hvis der ikke snart sker noget.
Behandlet som expressansøgning
I en alder av 61 år faller Knut brått inn i en tung depresjon, og isolerte seg i sitt eget mørke i over to år. Ingen behandling ser ut til å hjelpe. En terrorhandling og en gruppe spanske klovner blir uventet det som hjelper Knut ut av mørket. I dag lever han et lykkelig liv – mer meningsfylt enn noen gang før.
Kongensgate 6
N-4610 Kristiansand
post@sornorskfilm.no
+47 918 08 221
