Sjanger: Dokumentar

Ursa Major er en eksperimentel dokumentarserie som i ti korte episoder følger forskellige personer bosiddende i Arktis. Filmene undersøger, hvordan menneskene her bruger og forholder seg til de arktiske områder og de forandringene som finder sted. I de sidste år har der været en stigende interesse fra det internationale samfund for Arktis. Klimaet forandrer seg, isen smelter og adgangen til naturresourcerne er blevet enklere. Forandringen har skabt interesse fra såvel politiske og militære organer som multinationale firmaer og fra forskningsområdet. Hvordan påvirker det livet, værdierne og interesserne hos de mennesker, som bor der? Hvordan forandrer det landskabet og naturen?

Ursa Major vil gennem en poetisk tilnærmning vise Arktis på en ny måde. De ti episoder vil efterfølgende blive klippet sammen til en dokumentar på 90 – 120 min. Foto, videoer og researchmateriale vil blive tilgængeligt på nettet.

Under en rydning af loftet finder Rune Løyning en dagbog skrevet af hans afdøde far. Et avisudklip dateret 1952 falder ud. Med falmet skrift står der «Fire livløse skikkelser observert på et øde sted av Sørvest-Afrika. Identifisert som nordmenn». Inde i dagbogen ligger der flybilletter, brev og kort poststemplet i Afrika. Det viser seg, at naboen også har en dagbog. Rune ser, at hans far også her er omtalt flere gange. Rune spøger sin mor om hun ved noget om dette, men får bare undvigende svar.

Begge dagbøgerne fortæller om en sørejse fra den lille bygd Åna-Sira i Norge til Afrika i august 1951. En lille lokal fiskebåd skal sejles ned til Afrika for å lære lokalbefolkningen at fiske. Til å begynde med virker turen idyllisk, men begge dagbøgerne slutter brat fire måneder senere. I bøgene ligger der avisudklip fra lokalavisen, som fortæller om et forlis, men detaljerne om hvad der skete, er utydelige.

Dette er fortællingen om en søns søgen etter sin fars ukendte fortid.

For 15 år siden startede Dumdum Boys-vokalist Prepple Houmb «Mannskoret». Koret skulle være et humoristisk fristed for Prepple og hans venner og repertoiret skulle være a cappella-versioner af gamle rock- og punksange samt nationalsange fra nedlagte stater. Så skete der noget som forandrede alt: Deres dirigenten, Ivar Krogh Hovd, fortalte, at han snart skal dø. Han var diagnosticeret med uhelbredelig tarmkræft. Pludselig blev mændene tvunget til at vise omsorg for hinanden i stedet for bare at hænge ud og drikke øl. Ivars sidste ønske  var at dirigere koret, til han døede. Og helst få «rigtig kormusik» på repertoiret.

«Mannskoret» er en musikdokumentar om åbenhed, personligt mod og om mænd, som finder sammen i et unikt fællesskab. Det er også en film om dirigenten som centrum for korets præstationer. Har han en dårlig dag bliver de også dårlige og omvendt. En film hvor korets a cappellasange lægger det følelsesmæssige bagtæppe.

Kjell Gunnar Larsen er en bøssemager af den gode, gamle slags. Både han og sønnen Hans Ivar er dygtige håndværkere, som arbejder med præcision og på, at våbnene skal kunne affyres lige præcist i alle temperaturer. Det indebærer blandt andet testning i en fryser, så i Kjell Gunnar Larsens fryser kan man finde tyttebær, elg og våben. Kjell Gunnar Larsen har bosat sig langt fra folk, så han bare kan teste præcision direkte ud af døren. Noget han jo, som han siger, ikke ville kunne i et villakvarter.

Kjell Gunnars gamle far kommer ind i mellem forbi og ser, at alt går som det skal. Dette er historien om et miljø vi som regel kun ser resultaterne af, men også en historie om fædre og sønner i tre generationer.

Historien om Telavågbørnene viser sig at have ringvirkninger til såvel Tjekkiet som Frankrig. Under aktionen mod Televåg blev fædrene arresteret, kvinder og børn tvangsflyttet og bygden brændt ned. Efter krigen blev den bygget op igen og en del af fædrene vendte heldigvis hjem. I Tjekkiet blev alle mændene dræbt, kvinder og børn tvangsflyttet og byen brændt ned. På stedet er der nu en smuk park. I Frankrig blev alle dræbt, kvinder og børn brændt inde i kirken og i dag står ruinerne af landsbyen stadig som minde om grusomhederne. Var Telavåg en øvelse? Hvilke tråde kan der trækkes mellem disse aktioner?
Telavågbarna er en historie om de konvenser modstandskampen fik, når tyskerne gengældte aktioner ved at slå ned på helt tilfældige og uskyldige mennesker.

En række familiehemmeligheder blev fejet ind under tæppet for 30 år siden. Blandt andet et mord. Da instruktøren begynder at grave i sagen viser det sig, at der er mange hemmeligheder, som er begravet. Man skulle næsten tro det var en fiktionshistorie med en forfatter med sans for det makabre og uden hæmninger med at fylde plot på. Men sådan er det ikke. Dette er faktisk foregået i en tilsyneladende almindelig familie.

Jonny har fået konstateret en svulst på lungen. Den er ondartet og skal opereres væk, men Jonny frygter bedøvelsen og de smertestillende piller mere end canceren. Jonny har to gange tidligere været stofafhængig. Efter en årrække uden stoffer blev han opereret og allerede den smertestillende pille inden operationen sendt ham tilbage til afhængigheden. Det kostede ham 3 år at komme ud af misbruget igen samt kontakten med sine børn. Nu har han endelig fået kontakt til den ene datter og hendes barn, vennerne er igen begyndt at stole på ham – men hvad sker der, når han skal bedøves og får smertestillende bagefter – for det er næppe muligt at komme gennem smertehelvedet efter en så stor operation uden smertestillende, dvs. morfin. Findes der andre løsninger? Jonny er ikke den eneste med «overfølsomhed» overfor morfin, som er kommet i reparationsalderen, hvor operationer kan være nødvendige. Filmen følger Jonnys vej før, under og efter operationen, men med linier og perspektiveringer til andre i samme situation.

Krigshistorien fortælles som regel i overordnede linjer. Personerne vi hører om er i de fleste tilfælde mænd eller unge voksne, sjældnere kvinder men som regel aldrig børn. Nogle af de børn vi har hørt om eller fået historierne til er tyskerungerne – altså «skurkenes» børn. Men mange børn havde en far, en mor, en onkel og nogen gange flere familiemedlemmer, som var helte og som i mange tilfælde ofrede livet. Nogle af børnene blev brugt som budbringere. En af dem var Lasse, som til med blev pågrebet sammen med sin far. Selv slap Lasse fri, mens faren blev henrettet. Som en sand helt med ordene «Vi skal dø stående, gutter!» Lasse har ikke villet fortælle sin historie før, men nu, hvor alderen melder sig er han villig til at fortælle. Dels om hvad han oplevede den gang, men også hvad det har betydet, at han mistede sin far i kampen for et frit Norge.